Jeg er netop i gang med at arbejde på et spisebord, som kan pynte min spisestue. I den forbindelse har jeg brug for en 3. Hånd i form af en skruetvinge, og jeg har derfor undersøgt mulighederne på markedet. Læs mine gode råd til at finde den bedste skruetvinge til ethvert gør-det-selv-projekt!
Hvad er en skruetvinge?
En skruetvinge er et stykke værktøj, der er beregnet til at holde ting sammen. Det gøres ved at rotere et håndtag, der er placeret i forlængelse af et gevind, hvilket får de to pinde til enten at nærmes eller fjernes fra hinanden. Den ene pind er placeret på gevindet, hvorimod den anden er placeret på det rummelige gevindleje. Det meget faste greb mellem gevindet og gevindlejet gør det svært at flytte de to pinde i forhold til hinanden, og kan altså kun gøres ved at rotere håndtaget. Dette gør skruetvingen god at arbejde med, da pindene ikke spænder ind og ud, som det lyster dem.
Hvad bruger man en skruetvinge til?
En skruetvinge bruges, når man arbejder med noget, der skal holdes fast. Skruetvingen kan fungere som en ekstra, hjælpende hånd og dermed være meget behjælpelig, hvis du arbejder alene med diverse gør-det-selv-projekter i hjemmet. Du kan også bruge den til at holde presset, hvis du eksempelvis har limet en skuffe sammen. På den måde sørger du for, at materialerne limes sammen på ordentlig vis uden at glide rundt. Skruetvingen kan levere et enormt tryk og holde selv meget tunge emner sammen. Skruetvingen findes i mange forskellige størrelser, så du kan uden tvivl finde en tvinge, der kan løse opgaven, hvad end du skal holde mindre eller tykke og lange emner sammen. Skruetvingen kan bruges til lidt af hvert. Som udgangspunkt er den beregnet til og rigtig god til at levere et kæmpe tryk og har til opgave at holde to elementer sammen i et fast og hårdt greb, og er altså et must have for en hver gør-det-selv-mand.
Disse dagligdagsopgaver er typiske opgaver hvor en skruetvinge kan være behjælpelig:
- Med en skruetvinge opnår du præcise og lige snit. Det kan være, at du ikke er den skarpeste med en sav, og hvis brædderne skrider hurtigt, når du prøver at holde dem nede med den ene håndflade, mens du saver med den anden, så kan skruetvingen være utrolig behjælpelig i den forbindelse. Ved at skrue de to ønskede brædder hårdt sammen, mens du desuden sørger for, at kontaktfladerne på værktøjet ikke lader mærker i træet, kan du være sikker på, at arbejdet er skridsikkert, og du kan igen begynde at save. Når emnet skal ligge urokkelig fast er skruetvingen en uundværlig makker, og du kan dermed save emnerne lige over uden besvær.
- Nemmere samling – skruetvingen er genial som en 3. Hånd, når du arbejder, da du på den måde kan få begge hænder fri til at arbejde. Dette øger produktiviteten og sikrer en effektiv løsning af opgaven, du står overfor.
- Skruetvingen er suveræn til fiksering af limsamlinger – skruetvingen sørger for at holde to emner sammen effektivt, mens limen tørrer. Så skal du have to overflader limet sammen, så kan du gøre arbejdet utrolig nemt ved hjælp af en skruetvinge. Du slipper således for at stå og holde overfladerne sammen eller putte dem i pres i form af tunge materialer.
- Skruetvinger anvendes typisk for at holde 2 emner sammen, eksempelvis 2 stykker træ, som skal limes.
- Derudover kan den bruges, hvis du eksempelvis er ved at bygge hegn, hvor du skal sørge for, at vinklerne holder, og at træet forbliver i den ønskede position. Her kan du med fordel bruge én eller flere skruetvinger til arbejdet.
Forskellige typer af tvinger
Der findes flere forskellige typer af skruetvinger, og jeg vil her komme ind på de 3 mest almindelige skruetvinger, du vil møde på markedet.
Den almindelige skruetvinge er en klassiker, og den kan klare langt de fleste opgaver, hvor noget skal fastholdes. Modsat spændetvingen skal du bruge to hænder til at spænde emnet fast. Til gengæld kan den spænde over større emner og med et større tryk.
Skruetvinge med lange kæber er beregnet til at holde fast på samlinger af større emner. Denne type skruetvinge leverer et tryk på op til 200-400 kilo.
Spændetvingen – også kaldet lyntvingen, er let at arbejde med, men leverer til gengæld et mindre tryk end den almindelige skruetvinge. Kæberne trykkes sammen med blot én hånd, når håndtaget pumpes. Spændetvingen er oplagt til limeopgaver.
Sådan finder du den bedste skruetvinge
Det er vigtigt at tage højde for skruetvingens styrke, ergonomi samt funktion, når den rette skruetvinge skal findes til opgaven. Jeg har listet de væsentligste funktionaliteter op her:
- Den faste bøjle kan med fordel have en plan “fod” på oversiden. Så står den i god balance på arbejdsbordet, og du kan derfor arbejde stabilt.
- Vælg gerne en skruetvinge med stor trykplade, og sørg for at beskyttelseshætten sidder godt fast.
- Du kan med fordel vælge en skruetvinge, som har en tryksko med bevægelse. Trykpladen øverst er helt fast, mens trykskoen, der skal holde et emne fast fra den anden side, sidder på et kugleled. Jo mere skoen kan bevæge sig, jo bedre griber tvingen fast om skæve emner.
- Glidebøjlen skal køre let og ubesværet på skinnen, men den må heller ikke være så løs, at den glider ned af sig selv, når tvingen står lodret.
- Spindlen skal helst være lang og have det man kalder for en god vandring, så den når et godt stykke vej.
- Grebet skal være rart at holde om og godt at tage fat i, når det drejes. Et greb, der er godt at holde på, gør det nemt at spænde tvingen hårdt, og samtidig bliver tvingen med et ergonomisk greb behagelig at arbejde med. En robust tvinge er også en tung tvinge, så tyngden må man leve med.
- Skinnen skal være robust og have skridsikre kanter.
- Skruetvingerne fås med et hav af forskellige spændevidder og spændedybder, og her skal du tage højde for at tvingen skal kunne fastholde netop det objekt, du arbejder med.