værktøjsbælte
HåndværktøjVærktøj

Værktøjsbælte. Så har du altid værktøjet lige ved hænderne

0

Her er mine gode råd, til når du skal investere i et værktøjsbælte. Hvilken type skal du have til hvilket formål?

Hvad er et værktøjsbælte?

Et værktøjsbælte er til dig, som godt kan lide at have de mest nødvendige stykker værktøj lige ved hænderne. Det er i bund og grund et bælte med et ubestemt antal lommer i forskellige størrelser. Du kan købe værktøjsbælter, der har en forudbestemt mængde lommer, eller du kan gøre, som jeg gjorde, og købe et bælte, man kan købe lommer til ved siden af. På den måde får du præcis det værktøjsbælte, du har brug for. Alternativt kan du købe en værktøjsvest, der fordeler vægten ud på overkroppen og aflaster dine hofter, eller du kan købe et værktøjsbælte, der har seler. Der findes et bælte til alle.

Materialet kan variere, men som udgangspunkt vil det enten være nylon, hårdt bomuld eller læder af forskellig kvalitet og styrke. Et eksempel kunne være spaltlæder. Dette er selvfølgelig for at sikre længst mulig levetid, samt forhindre søm og skruer i at prikke dig uvilkårlige steder.

Lommerne på bæltet vil typisk være til at bære skruer og søm i, men der er også andre størrelser lommer til forskellige størrelser værktøj, lommer til målebånd og mærkesnor, hammerstroppe/holdere mm.

Alt efter dit erhverv, vil værktøjsbæltet have forskellige udformninger. Dette skal forstås sådan, at hvis du er elektriker, vil du have mange små lommer til de mange skruetrækkere og tænger, mens at tømreren får brug for rum til skruer, søm og større lommer til skruemaskine, pladesaks og hammer. Som gør-det-selv-mand har du heldigvis muligheden for at tilpasse dit eget bælte helt efter dit behov.

Hvad bruger man et værktøjsbælte til?

Et værktøjsbælte er især en god idé, hvis du ligesom jeg godt kan lide at komme i gang med det samme, uden at du skal frem og tilbage mellem dit projekt og dit værksted. Det er særdeles brugbart i længden, og du sparer enormt meget tid ved at eje et. Sagt på en anden måde, så vil du ikke kunne arbejde uden, når du først har brugt et.

Er du f.eks. ved at sætte gipsplader op, kan det godt blive en langsommelig proces at skulle op og ned ad stigen i pendulfart for at få bare en lille mængde arbejde udført. Den største nytte jeg har haft af et værktøjsbælte, var engang jeg skulle sætte ventilationsrør op. Der er et utal af skruer der skal med på tur, og dét at have direkte adgang til skruemaskine, skruer og en lyskilde, til når det bliver trængt og mørkt, var en stor hjælp. Havde jeg ikke haft mit værktøjsbælte, ville jeg skulle bruge ekstremt meget tid på at fedte rundt efter materialer. Derudover gjorde det, at jeg havde hænderne fri til at skubbe eller banke rørene på plads med lidt mild kraftanvendelse.

Skal du bare lige hænge en lampe op, er det selvfølgelig ikke nødvendigt at eje et værktøjsbælte. Så længe du har lommer til skruetrækkere og skruer, så løser alt sig, men det ville stadigvæk gavne dig at eje et værktøjsbælte. Projektet skal ikke blive meget større, før at det koster dig tid i det lange løb at undvære et, og hvis du kun har weekenderne til at renovere i, så flyver tiden hurtigt afsted. Mandag lurer altid lige om hjørnet.

Hvilke situationer giver anledning til at skaffe sig et værktøjsbælte?

Som tidligere nævnt, er det altid brugbart at eje et værktøjsbælte. Selv i den mindste størrelse, med det mindste antal lommer, giver det mening. Hvis du arbejder med et håndværk til hverdag og ikke ejer et, så har du snydt dig selv fra start. Din hverdag vil uden tvivl blive lettere øjeblikkeligt, og hvis du er lærling, så vil din mester have færre ting at klandre dig for. Men er du lægmand og har sagt ja til at hjælpe en bekendt med at renovere hans/hendes hus, så er du lovligt undskyldt for nu. Det kan måske endda virke unødvendigt at investere i et værktøjsbælte, hvis du ikke er typen der nyder større projekter.

Projektets omfang dikterer selvfølgelig nødvendigheden af et værktøjsbælte, men selvom du bare skal male dørkarme, så er det lækkert at kunne skifte pensel uden at skulle stille ting fra dig. Skal du lægge tag, er det ulideligt at arbejde uden. Som grundregel kan du sige, at jo flere forskellige stykker værktøj du får brug for i løbet af en session, desto større nødvendighed er der for et værktøjsbælte. Som sagt kan du skræddersy lige præcis dét bælte, du har brug for, på samme måde som soldater tilpasser deres basis-bælte med lommer til magasiner, vandflasker, førstehjælps-kit osv.

Gå efter kvalitet – det betaler sig

Vælg et værktøjsbælte, der har en god pasform, giver mening ift. dine behov, og som har en lang levetid. Selvom det ikke kommer til at koste dig alverden for et almindeligt værktøjsbælte, så er det stadig uhensigtsmæssigt at vælge udseende over kvalitet, hvis det går i stykker inden for de første par måneder. Både over for din pengepung men også over for miljøet, der er et meget varmt emne for tiden.

Jeg selv havde måske et større behov for at kunne tilpasse mit bælte, end du muligvis vil få, men det skal ikke stoppe dig fra at gøre som jeg. Dog vil jeg anbefale, at du køber et ganske almindeligt, standardiseret værktøjsbælte, hvis du ved, at du får brug for det men ikke umiddelbart til hvad. Det koster mindre, end hvis du skal købe lommer, hammerholdere osv. ved siden af.

Nogle firmaer der har rigtig godt styr på at producere værktøjsbælter- og veste i god kvalitet, er Snickers, Kansas og Stanley. Carhartt, der er gået hen og blevet et casual tøjmærke med fingeraftryk i streetwear, er oprindeligt et håndværkermærke, og laver også udmærkede værktøjsbælter. Jeg selv vil anbefale, at du finder et godt værktøjsbælte i læder af god kvalitet. Det koster en anelse mere end nylonudgaverne, men de holder også i rigtig lang tid. Det er ikke sikkert du overhovedet skal erstatte det med et nyt.

5/5 - (1 vote)

Bahco topnøglesæt. Se alle de mange modeller

Tidligere artikel

Græstrimmer

Næste artikel

Du kan måske også lide