HåndværktøjVærktøj

Pladesaks – klip nemt i metal

0

For ganske nylig havde jeg et gør-det-selv-projekt, hvor jeg arbejdede med metalplader. I den forbindelse undersøgte jeg markedet for, hvad jeg skulle bruge til at løse opgaven. Som indehaver af Tooltips.dk er det min fornemste opgave at dele med dig, kære læser, hvad jeg fandt ud af om det rigtige værktøj til jobbet: Pladesaksen.

Hvad er en pladesaks?

Pladesaksen er et værktøj, som er designet til at klippe metalplader i mindre stykker. Pladesaksen er bedst til at bearbejde materialer såsom blik, kobber, bronze, messing, aluminium, stål og lign.

Udtrykket “pladesaks” kan måske godt snyde lidt – det emmer lidt af den saks, som man har liggende i køkkenskuffen. For nogle pladesakse kan man dog højst sige, at “saks” er en slags metafor for, hvad de gør (“klipper” noget over), og ikke for hvordan de ser ud. De kan tage form af alt fra sakselignende værktøjer til eldrevne håndværktøjer og store industrielle maskiner.

Hvad bruger man en pladesaks til?

Pladesakse anvendes inden for enhver sammenhæng, hvor der er brug for at dele tynde metalplader i mindre stykker. De finder altså brug inden for alt fra fremstilling af køkkenredskaber til bygningskonstruktion. Uden for fabrikssammenhæng finder pladesaksen bl.a. anvendelse inden for landbrug og blandt bilentusiaster til at fremstille nyttige enkeltdele i metal.

Jeg selv fik brug for en pladesaks, da jeg kom på ideen at tilføje en smutvej med en lille trappe fra min garage til min have – det tænkte jeg kunne være en god mulighed at have, fordi jeg alligevel ofte går direkte fra garagen til haven, når jeg kommer hjem fra arbejde.

Her tænkte jeg, at trappen med fordel kunne være lavet af metal af to grunde: Materialet forgår ikke på samme måde som træ, og der er mulighed for at bruge skridsikre dørkplader på trinnene, så man ikke glider om vinteren. Desuden kan jeg egentlig bare godt lide at arbejde med metal, når jeg får mulighed for det.

Til opgaven brugte jeg bl.a. en nyanskaffet el-pladesaks til at tilrette fabriksstørrelsen på de plader, som jeg havde købt. Når man først kommer i gang med at bruge værktøjet, forløber processen nemt og stort set uden håndkraft. Summa summarum kan jeg nu til næste vinterhalvår sikkert og komfortabelt gå direkte til haven fra min garage – det er selvfølgelig en lille ting, men alligevel noget særligt, når man har “gjort-det-selv”.

Forskellige typer af pladesakse

Som allerede nævnt, gemmer der sig flere afskygninger af værktøjet bag navnet “pladesaks”. Den grundlæggende funktionalitet er imidlertid den samme. De forskellige versioner på markedet afviger mest i kraft af, om de er manuelle eller motordrevne:

  • Manuelle pladesakse kunne måske godt ved første øjekast ligne sakse til havebrug. Imidlertid gemmer der sig mere kraft og robusthed i skærene end som så. Der er ligefrem mulighed for at købe en manuel pladesaks, som supplerer muskelkraft med såkaldt udveksling. Dette vil sige, at saksens skær og håndtag har hvert deres mekaniske omdrejningspunkt. Som resultat kan saksen frigive langt mere energi med en tilsvarende arbejdsindsats. Sakse i “normal udførelse”, som det hedder, har ikke denne funktionalitet, men er til gengæld billigere.

  • El-pladesakse kommer både i modeller med ledning og batteri/akku. Den moderne el-drevne pladesaks til håndbrug er udtænkt som en motor med håndtag, som styrer hurtigt roterende knive eller andet, der skærer materialet over. Den afviger altså betydeligt fra det første, som man nok kommer i tanke om, når der tales om “sakse”. Knivene på værktøjet kan potentielt skiftes ud alt efter opgavens behov. Fremherskende mærker på markedet er bl.a. Bosch og Makita.

Som køber er nogle vigtige faktorer at holde øje med her motorens størrelse og knivtypen – dette er nemlig væsentligt for, hvor meget kraft pladesaksen bruger og producerer.

  • Den industrielle pladesaks nævner jeg mest bare for en god ordens skyld, og fordi det morer mig som entusiast i alt, der har noget at gøre med værktøj. Her er spillereglerne helt anderledes. Når der fx skal udskæres materialer til jagerfly i industrien, er det tonstunge maskiner, ofte drevet af hydraulik, som skærer materialerne ud. Alligevel hører man stadig termen “saks” brugt om maskinen, fordi dens opgave stadig grundlæggende set er at “klippe” noget i mindre stykker. Fagre nye verden!

Venstre, højre og forskellige krumninger inden for pladesakseverdenen

Hvis du gennemsøger markedet for pladesakse, støder du måske på en helt masse specifikationer om, hvorvidt saksens skær er til venstre eller højre. Hvis du er ligesom mig, så antager du måske også indledende, at specifikationerne har noget at gøre med, om man er venstre- eller højrehåndet som bruger af værktøjet. Sagen drejer sig imidlertid om noget helt andet.

Snakken om højre og venstre inden for pladesakseverdenen har rødder i det faktum, at det straks er sværere at klippe i metal end i papir. Materialet gør ganske enkelt langt mere modstand. Når man skal klippe metal i buer, kan det derfor nogle gange være vanskeligt med en helt almindelig pladesaks, hvor skærene ligger direkte i forlængelse af håndtaget. Særligt når der er tale om manuelle modeller.

Løsningen i værktøjsindustrien har ganske enkelt været at producere højre- og venstreskærende manuelle sakse, som har skær, der hhv. skråner lidt mod højre eller venstre. Tilsvarende løsninger findes inden for el-pladesakse med udskiftelige knive. Venstre og højre skær gør det nemmere at kontrollere saksen og giver den ekstra kraft ved venstre- eller højreklip.

En anden slags terminologi vedr. pladesakse drejer sig om krumningen på de buer, som saksene klipper. Manuelle pladesakse kan være af en bestemt type, og nogle el-pladesakse muliggør skift mellem flere:

  • Idealsakse kan siges at være “grundindstillingen” for, hvordan pladesakse klipper. Disse sakse er gode til at klippe lige igennem materialer eller til at klippe små konturer.
  • Figursakse er bedst til at klippe små og skarpt afrundede buer i materialet. 
  • Gennemklipssakse er de bedst egnede sakse til at klippe lige igennem materialet.

Ovenstående egenskaber for pladesakse kombineres af og til på kryds og tværs – fx kan man støde på en “højreskærende idealsaks”. Dette forhold er nyttigt at være opmærksom på, når man leder efter den rette model til opgaven.

Giv denne post en karakter

Lasermåler – præcis måling inde og ude

Tidligere artikel

Håndledsstøtte

Næste artikel

Du kan måske også lide