HåndværktøjVærktøj

Papegøjetang / vandpumpetang – stor guide

0

Jeg har netop lige foretaget noget basalt VVS-arbejde derhjemme. I den forbindelse fik jeg brug for (læs: lejlighed til) at anskaffe mig en papegøjetang i høj kvalitet. Derfor denne guide med viden om værktøjet, som jeg tilegnede mig, da jeg undersøgte mulighederne på markedet.

Hvad er en papegøjetang?

Papegøjenæb, vandpumpetang, polygriptang… Uanset hvad man kalder den, ligner hovedet på papegøjetangen i hvert fald næbbet fra fuglefamilien, som lægger navn til værktøjet. Tangen har afrundede og riflede kæber, som vender skråt væk fra redskabets håndtag.

Papegøjenæbbet har også den særlige egenskab, at størrelsen på kæbens gab kan indstilles ved at rykke underkæben op og ned i hak. Dette gør det muligt for tangen at få et solidt greb på mange forskellige faconer, som man kan komme i tanke om at bruge den på.

Hvad bruger man en papegøjetang til?

Alt. Spøg til side, er papegøjetangen et værktøj, som er ment til at være alsidigt. Dets gab bruges ofte til at skrue og holde fast på rør, skruer, bolte og møtrikker. Derudover finder den også anvendelse inden for alskens opgaver, hvor der er brug for at gribe fat om objekter i usædvanlige former.

Inden for gør-det-selv-kredse jokes der med, at papegøjetangen også udmærket fungerer som skruetrækker, hammer og koben. Om ikke andet, er grannet af sandhed i vittigheden, at papegøjenæbbet regnes for at være et særdeles almennyttigt medlem af hjemmets værktøjskasse.

Jeg selv fik nytte af en papegøjetang, da min vandhane i bryggerset begyndte at dryppe. En dryppende vandhane kan lede til et betydeligt rap over nallerne, næste gang der skal betales vandregning. Mit stædige gør-det-selv-gen fortalte mig, at det måtte være muligt at håndtere problemet uden at tilkalde professionel hjælp. Altså søgte jeg online efter forskellige guides og kom frem til, at jeg måtte udskifte hele kartouchen (indmaden) i min gamle vandhane for at få løst problemet.

Efter at jeg havde lukket for vandet og åbnet op for armaturet, gik det op for mig til min store ærgrelse, at mine andre tænger ikke havde den rigtige størrelse til at gribe ordentligt fat. Jeg ville ikke tage nogen risici her og gå for voldsomt til værks, så jeg valgte i stedet at køre ned i mit lokale byggemarked efter endnu en informationssøgning på internettet. Som du nok allerede har regnet ud, kære læser, kørte jeg triumferende hjem en ny papegøjetang rigere.

Det korte og det lange var, at jeg her oplevede værktøjet komme til sin ret: Det riflede næb tog nænsomt og sikkert fat i armaturet uden problemer. På nul komma fem havde jeg undgået en slem vandregning og skaffet en god historie til min næste artikel. 

Papegøjetangen sammenlignet med lignende tænger

Over for sine fætre og kusiner i familien af tænger har papegøjenæbbet som angivet alsidighed som sit speciale. Der er imidlertid et par tænger, som til forveksling kunne ligne en papegøjetang i udseende eller funktionalitet, men som hver især har en lidt anderledes niche:

  • Rørtangen. Rørtangen kaldes også en “blikkenslagertang”, da den finder brug i VVS-branchen. Ligesom papegøjenæbbet har rørtangen et afrundet og riflet greb. Nogle versioner af tangen kunne godt til forveksling ligne et papegøjenæb. (Jeg selv improviserede ligefrem mit eget blikkenslagerprojekt ovenfor med et papegøjenæb).

Dog er den konkrete mekanisme til at indstille gabets størrelse lidt anderledes end papegøjetangen – der bruges typisk en skrue i stedet for et system med hak. Ydermere er værktøjet som oftest større og kraftigere end en almindelig papegøjetang. Hvis man ikke bruger rørtangen med omhu, kan den faktisk gøre skade på et vandrør, armatur el. lign.

  • Svejse- eller fastholdertangen. Denne tang kan ligesom papegøjenæbbet bruges til at holde fast på alskens emner. Derudover kan man også indstille gabet til forskellige størrelser.

Dog er denne tang lidt mere specialiseret end papegøjenæbbet. Svejsetangen er langt bedre til at låse sig fast omkring emner end til at skrue med. Som navnet angiver, er værktøjet nyttigt, når man arbejder i værkstedet og mangler en ekstra hånd til at holde fast i et eller andet – Man kan nemlig låse værktøjet helt fast med den ene hånd og fuldføre svejsearbejde eller lign. i sikkerhed for, at materialerne glider.

Sådan finder du den rigtige papegøjetang

Papegøjetangen er et relativt simpelt værktøj uden mange bevægelige dele. Alligevel kan kvaliteten på konkrete produkter på markedet variere.

Den altafgørende faktor er her ganske enkelt materialerne: Hvis tangen er fremstillet i stål, varmebehandlet smedejern el. lign., er der stor sandsynlighed for, at du kan forvente et produkt i god kvalitet.

Mindre solide materialer kan bl.a. detekteres ved, at riflerne i gabet føles bløde og stumpe. Dette kan markant gå ud over tangens evne til at gribe fat. Derudover kan hakkene, som indstiller gabets størrelse, føles løse og uregelmæssige ved brug, hvilket selvsagt også tyder på mindre optimale byggematerialer.

Som sidebemærkning kan jeg ydermere personligt anbefale, at du prøver håndtagene af på tangen inden købet. Dette gøres ikke bare for at tjekke gummiets/plastikkens kvalitet, men også for at mærke, om værktøjet ligger godt i hånden. Som nævnt ovenfor, er der nemlig stor sandsynlighed for, at du kommer til at tilbringe en vis mængde tid med dit nye papegøjenæb pga. værktøjets alsidighed.

Nogle fifs til at få mest gavn af din nye papegøjetang

Til slut vil jeg give dig nogle enkelte fifs, så du kan få mest mulig nytte af din nye papegøjetang:

  • Sørg for, at du selv har tilstrækkelig muskelkraft til at holde fast i det, du arbejder med. Papegøjenæbbet er udtænkt som et lettilgængeligt manuelt værktøj til fysisk nemme opgaver.
  • For at få størst mulig grebskraft, er det en god ide at prøve at nå helt til bunds i papegøjenæbbets gab med materialet. Et såkaldt trepunktsgreb er alt andet lige bedre end kun at gribe med kæberne.
  • Når du griber fat med tangen rundt om en bolt el. andet og drejer rundt, er det ikke helt ligegyldigt, hvilken vej værktøjet vender. Her er det altid bedst at sørge for at dreje tangen i retning af den nedre kæbe frem for den øvre. Grebsmekanismen på papegøjetænger holder nemlig optimalt på denne måde.

5/5 - (1 vote)

Home Gym – Guide til de 10+ bedste modeller

Tidligere artikel

Rundsav – Uundværligt værktøj for enhver gør-det-selv mand

Næste artikel

Du kan måske også lide